glōssa.dk

George Hinge

 

Pseudo-Demetrios
Περὶ ἑρμηνείας §§223-235

ved George Hinge

 

 

... ...
223

ἐπεὶ δὲ καὶ ὁ ἐπιστολικὸς χαρακτὴρ δεῖται ἰσχνότητος, καὶ περὶ αὐτοῦ λέξομεν. Ἀρτέμων μὲν οὖν ὁ τὰς Ἀριστοτέλους ἀνα γράψας ἐπιστολάς φησιν, ὅτι δεῖ ἐν τῷ αὐτῷ τρόπῳ διάλογόν τε γράφειν καὶ ἐπιστολάς· εἶναι γὰρ τὴν ἐπιστολὴν οἷον τὸ ἕτερον μέρος τοῦ διαλόγου.

Eftersom brevets stil også skal være ligefrem, vil vi også komme ind på den. Artemon, der udgav Aristoteles’ breve, siger, at man skal skrive dialog og breve på den samme måde. Brevet er nemlig en form for dialog.

224

καὶ λέγει μέν τι ἴσως, οὐ μὴν ἅπαν· δεῖ γὰρ ὑποκατεσκευάσθαι πως μᾶλλον τοῦ διαλόγου τὴν ἐπιστολήν· ὁ μὲν γὰρ μιμεῖται αὐτοσχεδιάζοντα, ἡ δὲ γράφεται καὶ δῶρον πέμπεται τρόπον τινά.

Det kan være, der er noget i det, han siger, men det er ikke hele sandheden. Brevet bør nemlig være mere gennemarbejdet end dialogen. For hvor den ene efterligner en improvisation, bliver den anden skrevet ned og sendt som en gave.

225

τίς γοῦν οὕτως ἂν διαλεχθείη πρὸς φίλον, ὥσπερ ὁ Ἀριστοτέλης πρὸς Ἀντίπατρον ὑπὲρ τοῦ φυγάδος γράφων τοῦ γέροντός φησιν· «εἰ δὲ πρὸς ἁπάσας οἴχεται γᾶς φυγὰς οὗτος, ὥστε μὴ κατάγειν, δῆλον ὡς τοῖσγε εἰς Ἅιδου κατελθεῖν βουλομένοις οὐδεὶς φθόνος»· ὁ γὰρ οὕτως διαλεγόμενος ἐπιδεικνυμένῳ ἔοικεν μᾶλλον, οὐ λαλοῦντι.

Hvem ville føre en samtale over for en ven sådan, som Aristoteles skriver til Antipatros på vegne av den gamle flygtning: ”Hvis denne flygtning kommer til enhver del av verden uden mulighed for at blive kaldt tilbage, er det indlysende, at der ingen grund til at foragte dem, der vil vende hjem til Hades.” Hvis man fører en samtale på den måde, synes man snarere at holde en tale og ikke at snakke.

226

καὶ λύσεις συχναὶ ὁποῖαι <αἱ τοῦ διαλόγου> οὐ πρέπουσιν ἐπιστολαῖς· ἀσαφὲς γὰρ ἐν γραφῇ ἡ λύσις, καὶ τὸ μιμητικὸν οὐ γραφῆς οὕτως οἰκεῖον, ὡς ἀγῶνος, οἷον ὡς ἐν τῷ Εὐθυδήμῳ· «τίς ἦν, ὦ Σώκρατες, ᾧ χθὲς ἐν Λυκείῳ διελέγου· ἦ πολὺς ὑμᾶς ὄχλος περιειστήκει»· καὶ μικρὸν προελθὼν ἐπιφέρει· «ἀλλά μοι ξένος τις φαίνεται εἶναι, ᾧ διελέγου· τίς ἦν;» ἡ γὰρ τοιαύτη πᾶσα ἑρμηνεία καὶ μίμησις ὑποκριτῇ πρέπει μᾶλλον, οὐ γραφομέναις ἐπιστολαῖς.

For de sætningsbrud, der er hyppige i dialogen, egner sig ikke til breve. Sætningsbruddet fører til uklarhed, og efterligningen av tale er således mindre passende på skrift end i en diskussion, f.eks. i Euthydemos: ”Hvem var det, du talte med i går i Lykeion, Sokrates? Der stod en så tæt en skare tilhørere uden om jer ...” Og han fortsætter lidt efter: ”... det forekom mig, at det var en udlænding. Hvem var det?” Det er i det hele taget en stil og efterligning, der egner sig bedre til en skuespiller end skrevne breve.

227

πλεῖστον δὲ ἐχέτω τὸ ἠθικὸν ἡ ἐπιστολή, ὥσπερ καὶ ὁ διάλογος· σχεδὸν γὰρ εἰκόνα ἕκαστος τῆς ἑαυτοῦ ψυχῆς γράφει τὴν ἐπιστολήν. καὶ ἔστι μὲν καὶ ἐξ ἄλλου λόγου παντὸς ἰδεῖν τὸ ἦθος τοῦ γράφοντος, ἐξ οὐδενὸς δὲ οὕτως, ὡς ἐπιστολῆς.

Brevet skal først og fremmest have etos, ligesom dialogen. Når man skriver et brev, tegner man næsten et billede av sin sjæl. Man kan godt se den skrivendes etos i andre genrer, men ingen steder så udtalt som i brevet.

228

τὸ δὲ μέγεθος συνεστάλθω τῆς ἐπιστολῆς, ὥσπερ καὶ ἡ λέξις. αἱ δὲ ἄγαν μακραὶ καὶ προσέτι κατὰ τὴν ἑρμηνείαν ὀγκωδέστεραι οὐ μὰ τὴν ἀλήθειαν ἐπιστολαὶ γένοιντο ἄν, ἀλλὰ συγγράμματα τὸ χαίρειν ἔχοντα προσγεγραμμένον, καθάπερ τῶν Πλάτωνος πολλαὶ καὶ ἡ Θουκυδίδου.

Brevets længde skal begrænses ligesom talens. Hvis de bliver for lange og dertil for svulstige i stilen, vil det i sandhed ikke længere være breve, men essays, der er forsynet med en adressat, ligesom de fleste av Platons breve og Thukydids brev.

229

τάξει μέντοι λελύσθω μᾶλλον· γελοῖον γὰρ περιοδεύειν, ὥσπερ οὐκ ἐπιστολήν, ἀλλὰ δίκην γράφοντα· καὶ οὐδὲ γελοῖον μόνον, ἀλλ᾽ οὐδὲ φιλικόν (τὸ γὰρ δὴ κατὰ τὴν παροιμίαν τὰ σῦκα σῦκα λεγόμενον) ἐπιστολαῖς ταῦτα ἐπιτηδεύειν.

Syntaksen skal helst være fri. For det er latterligt at vælge en periodisk stil, som om man skrev, ikke et brev, men en retstale. Og det er ikke blot latterligt, men også uvenligt at gøre sig de anstrengelser i breve (jævnfør ordsproget ”at kalde en figen for en figen”).

230

εἰδέναι δὲ χρή, ὅτι οὐχ ἑρμηνεία μόνον, ἀλλὰ καὶ πράγματά τινα ἐπιστολικά ἐστιν. Ἀριστοτέλης γοῦν, ὃς μάλιστα ἐπιτετευχέναι δοκεῖ τοῦ ἐπιστολικοῦ, «τοῦτο δὲ οὐ γράφω σοι» φησίν «οὐ γὰρ ἦν ἐπιστολικόν».

Det er vigtigt at vide, at der ikke kun findes en særlig stil, men også særlige brevemner. Aristoteles, der regnes for yderst succesfuld i brevgenren, skriver et sted: ”Det vil jeg ikke skrive til dig, for det er ikke et emne for et brev”.

231

εἰ γάρ τις ἐν ἐπιστολῇ σοφίσματα γράφοι καὶ φυσιολογίας, γράφει μέν, οὐ μὴν ἐπιστολὴν γράφει. φιλοφρόνησις γάρ τις βούλεται εἶναι ἡ ἐπιστολὴ σύντομος, καὶ περὶ ἁπλοῦ πράγματος ἔκθεσις καὶ ἐν ὀνόμασιν ἁπλοῖς.

Hvis man skriver om filosofiske og naturvidenskabelige problemer i et brev, så skriver man nok, men det er ikke et brev, man skriver. Brevets intention er at være et sammenfattet udtryk for venskab, og det er en fremlæggelse av et enkelt emne i enkle ord.

232

κάλλος μέντοι αὐτῆς αἵ τε φιλικαὶ φιλοφρονήσεις καὶ πυκναὶ παροιμίαι ἐνοῦσαι· καὶ τοῦτο γὰρ μόνον ἐνέστω αὐτῇ σοφόν, διότι δημοτικόν τί ἐστιν ἡ παροιμία καὶ κοινόν, ὁ δὲ γνωμολογῶν καὶ προτρεπόμενος οὐ δι᾽ ἐπιστολῆς ἔτι λαλοῦντι ἔοικεν, ἀλλὰ μηχανῆς.

Dets skønhed er de venlige følelser, det udtrykker, og de utallige ordsprog, det rummer. Det er den eneste form for filosofi, der skal være i det, fordi ordsproget er folkeligt og fælles, hvorimod den, der taler i læresætninger og opfordringer, ikke synes at snakke igennem et brev, men fra en teaterkran.

233

Ἀριστοτέλης μέντοι καὶ ἀποδείξεσί που χρῆται ἐπιστολικῶς, οἷον διδάξαι βουλόμενος, ὅτι «ὁμοίως χρὴ εὐεργετεῖν τὰς μεγάλας πόλεις καὶ τὰς μικράς», φησίν· «οἱ γὰρ θεοὶ ἐν ἀμφοτέραις ἴσοι, ὥστ᾽ ἐπεὶ αἱ χάριτες θεαί, ἴσαι ἀποκείσονταί σοι παρ᾽ ἀμφοτέραις». καὶ γὰρ τὸ ἀποδεικνύμενον αὐτῷ ἐπιστολικὸν καὶ ἡ ἀπόδειξις αὐτή.

Aristoteles bruger dog beviser i sine breve, som når han f.eks. vil lære, at ”store og små stater skal vise velgerninger i samme omfang. For guderne er lige stor i begge, så eftersom kariterne er gudinder, vil de være dig lige meget til del i begge.” Det, han vil bevise, og beviset selv er nemlig brevemner.

234

ἐπεὶ δὲ καὶ πόλεσίν ποτε καὶ βασιλεῦσιν γράφομεν, ἔστωσαν τοιαῦται αἱ ἐπιστολαὶ μικρὸν ἐξηρμέναι πως. στοχαστέον γὰρ καὶ τοῦ προσώπου ᾧ γράφεται· ἐξηρμένη μέντοι [καὶ] οὐχ ὥστε σύγγραμμα εἶναι ἀντ᾽ ἐπιστολῆς, ὥσπερ αἱ Ἀριστοτέλους πρὸς Ἀλέξανδρον καὶ πρὸς τοὺς Δίωνος οἰκείους ἡ Πλάτωνος.

Eftersom vi undertiden skriver til byer og konger, skal den slags breve være en smule højttravende. Man skal nemlig sigte efter den person, man skriver til. Men det må ikke blive så højttravende, at det bliver et essay i stedet for et brev, som f.eks. Aristoteles’ breve til Alexander og Platons breve til Dions venner.

235

καθόλου δὲ μεμίχθω ἡ ἐπιστολὴ κατὰ τὴν ἑρμηνείαν ἐκ δυοῖν χαρακτήροιν τούτοιν, τοῦ τε χαρίεντος καὶ τοῦ ἰσχνοῦ. καὶ περὶ ἐπιστολῆς μὲν τοσαῦτα, καὶ ἅμα περὶ τοῦ χαρακτῆρος τοῦ ἰσχνοῦ.

Brevet skal i det hele taget holdes i en blanding av den yndefulde og den ligefremme stil. Så vidt brevet og med det den ligefremme stil.

  ... ...