Plinius' breve

glōssa.dk

George Hinge

 

Plinius’ breve

ved George Hinge

 

Manden

Gajus Plinius Cæcilius Secundus, ca. 61 - 112 e. Kr., var søn av en godsejer fra Comum i Gallia Cisalpina. Han blev opdraget og, sandsynligvis testamentarisk, adopteret av sin morbroder av samme navn, der skrev Naturalis Historia i 37 bøger og døde ved Vesuvs udbrud i 79 e. Kr. Plinius den Yngre studerede retorik hos Quintilian. Han gjorde en fin juridisk karriere og gennemløb cursus honorum til og med konsulatet i år 100 e. Kr. Han blev i 110 e. Kr. sendt til provinsen Bithynia / Pontos som legatus Augusti og døde efter alt at dømme i stillingen, eftersom vi hverken hører om hjemkomst eller efterfølgende begivenheder.

Plinius skrev en lang række taler og har sandsynligvis også besørget deres udgivelse, men kun én er overleveret, den såkaldte Panegyricus, takketalen efter modtagelsen av konsulværdigheden. Han skrev også et bøger digtning i samme stil som vennen Martial, men den kendes kun av hans egne citater i brevene. Hans hovedværk er brevene, der foreligger i ni bøger til forskellige bekendte og én bog til og frakejser Trajan.

Nutidens forhold til Plinius har været ambivalent. Eduard Norden sammenfatter ham i Die antike Kunstprosa på følgende måde (31915, 318):

”Plinius den Yngre er som personlighed den mest karakteristiske repræsentant for kejsertiden, mere end Seneca og Tacitus, fordi han ikke havde særlige anlæg, men var mere gennemsnitlig, selv hvis han var overbevist om, at han overskred gennemsnittet. Et grundtræk i hans væsen var nemlig en forfængelighed, som vi kun bedømmer mildere, fordi han bar den til skue med så elskværdig en naivitet som noget selvfølgeligt. At han er en homo bellus et pusillus, avslører han også i sin stil, som han koketterer med ligesom med sig selv: Alt er slikket og drejet, uanset om han vil skildre sine charmerende villaer eller Vesuvs grusomme udbrud”.

Der er uden tvivl fornuftige historiske grunde til, at det nittende og tidlige tyvende århundredes filologer ikke rigtig kunne greje kejsertidens forfattere, og at deres selvpromoverende stil syntes dem tåkrummende skamløs. På den anden side tror jeg, at manierismen har langt større appel til det 21. århundredes læsere. Eller også er det bare mig.

Genren

Brevgenren er særlig romersk. De græske breve er (når bortses fra de epigrafisk og papyrologisk overleverede) i reglen essays dedikeret til adressaten og skrevet med offentliggørelse for øje - således Platons og Epikurs breve.

Et av de få steder, hvor brevet bliver behandlet teoretisk i den antikke litteratur, er i Pseudo-Demetrios’ om stilen fra 2. årh. f. Kr., hvor et par sider handler om brevets stil (§§223-235). Det hedder her, at brevet som genre er beslægtet med dialogen, hvormed der menes den litterære dialog, som ikke mindst Platon ekscellerede i. Men der er den forskel, siger Demetrios, at dialogen efterligner en improviseret samtale og dermed har syntaktiske brud og nogen uklarhed, hvorimod brevet er tænkt som et færdigt nedskrevet produkt.

Det romerske brev er dog, som det fremstår i sit første monumentale gennembrud i korrespondancen mellem Cicero og hans bekendte, en fingeret dialog, kendetegnet ved retoriske spørgsmål til adressaten og direkte tiltale. Stilen er nede på jorden, sådan som det da også foreskrives hos Demetrios. Ciceros breve kendetegnes ved spøgefuldhed (jocus. jocatio) og dagligsprog (sermo cotidianus), selv om alvorlige emner behandles i en mere seriøs tone.

Senecas breve ligger derimod i den græske tradition. Der er tale om en lang række filosofiske essays, der alle er adresseret til samme person, Lucilius, men uden en egentlig dialog med modtageren. På den anden side, og stadig med fast grund i den græske teori, er de holdt i en ligefrem stil. Et sted skriver Seneca (ep. 75.1):

Du klager over, at jeg sender dig mindre omhyggelige breve. Hvem taler da omhyggeligt, medmindre han vil tale affekteret? Sådan som min tale ville være, hvis vi sad eller spadserede sammen, ubearbejdet og let, sådan ønsker jeg, at mine breve skal være. De rummer intet søgt eller opdigtet.

Plinius’ breve er forskellige fra både Senecas og Ciceros. I det første brev i samlingen, der kan siges at være programmatisk, skriver han netop:

Ofte har du opfordret mig til at samle og udgive mine breve, hvis der er nogle, jeg har skrevet mere omhyggeligt.

Hvor Seneca avsværger de omhyggelige breve, er det netop dem, som Plinius har valgt ud til sin brevsamling. Med ”omhyggelig”, på latin curatus eller accuratus, menes der ikke ”præcis”, men ”retorisk”. Hvor Senecas breve hævde at være uretoriske, slår Plinius allerede i forordet til samlingen fast, at hans breve er retoriske. I et andet brev, 9.2. skriver han:

Mine forudsætninger er nemlig ikke de samme som Marcus Tullius Ciceros, som du opfordrer mig til at tage til mønster. For han besad både en mere sprudlende ånd, og dertil svarede dels et righoldigt stof, dels dettes vigtighed i rigt mål; hvor snævre grænser der er afstukket for mig, indser du, også uden at jeg siger det, hvis jeg da ikke ønsker at sende dig skolestile og så at sige skrivebordslitteratur”.

Plinius kan ikke skrive ciceronianske breve, siger han, for ikke blot er han anderledes skruet sammen, men verden er også en anden. Det er den velkendte tanke om, at retorikken ændrede karakter, da den blodige republik blev avløst av et stabilt og ordnet kejserrige. Cicero talte og skrev i krisetider, og derfor havde de offentlige taler en særlig nerve, og de private breve dannede en naturlig og komplementær modsætning. Det er den samme tanke, der slås an i ep. 3.20, hvor Plinius erklærer, at han også vil skrive om politik og ikke kun almindelig brevsnak.

Kejsertidens taler er altså prunktaler, og brevene risikerer at ende som samme ligegyldige stileøvelser. Plinius taler om ”skolastiske breve”. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at det er Senecas breve, som Plinius refererer til med betegnelsen ”skolastiske breve” (således Sherwin-White 483). Med ”skolastisk” tænker romerne normalt ikke på filosofiske skoler, men på retorskoler.

Så når Plinius indrømmer, at hans breve er curatae. ”omhyggelige”, må der være forskel på den form for retoriskhed og på den skolastiske retoriskhed. Med den omhu, den første betegnelse refererer til, menes, at brevene er holdt i en plejet prosa, hvorimod den anden betegnelse sigter til de opstyltede retoriske øvelser, der praktiseredes i skolerne, over tænkte emner og med alle retorikkens tænkelige parader. Så hvor Cicero og Seneca hævder at skrive i et umiddelbart og kasuelt dagligsprog, så indrømmer Plinius, at hans breve er udarbejdet i en nøje udtænkt kunstprosa, men vel at mærke en kunstprosa, der bevidst tilstræber let elegance og ikke retorskolernes svære pompøsitet.

For så vidt ligger Plinius det naturlige forbillede Cicero nær. Begge brevsamlinger kan læses som et tidsbillede med et selvbiografisk udgangspunkt. Om Ciceros breve skriver Cornelius Nepos således: ”Den, som læser dem, savner ikke synderlig et fortløbende historieværk om den pågældende periode”. Det er klart, at Cicero har langt flere referencer til de politiske forhold end Plinius’ første ni bøger, fordi den sene republik som nævnt var så turbulent, hvorimod det er det stilfærdige litterære liv i en tryg kejsertid, der er i centrum hos Plinius. Denne tendens er endnu mere udpræget i den et halvt århundrede senere korrespondance mellem Fronto og Marcus Aurelius.

Litteraritet

Adrian Nicholas Sherwin-Whites fokus på ”fakta” i Plinius’ liv, som hvert enkelt brev kaster lys på, understreger samtidig brevenes ”uformelle” natur. Hvis breve er beslægtede, skyldes det de ”begivenheder”, de refererer til. Sherwin-White skriver en historisk og social kommentar, og det antages implicit, at en litterær tilgang vil kompromittere brevenes ”autenticitet”, som Sherwin-White forsvarer skarpt (s. 16). En anden tilgang findes hos Georg Luck i artiklen Brief und Epistel in der Antike. Alt i Plinius’ brev er tænkt igennem med tanke på offentligheden; den kunstneriske objektivitet forudsætter altid tilstedeværelsen av en tredje læser (skønt usynlig); Plinius præsenterer sig selv, sin tid, sine tanker og sine erfaringer, sådan som han ønsker at blive set. De ægyptiske papyrusbreve er derimod modsætningen til et kunstbrev. Brevene er tilfældigvis blevet bevaret og taler til os med deres umiddelbarhed; i deres klodsede linier er der måske mere sart følsomhed ned i den lærde romers elegante prosa. Luck skelner (med Adolf Deißman, Licht vom Osten, 41923) mellem det ikke-litterære brev og det forfinede og offentlige epistel. I brevet præsenterer skriveren sig selv; i epistlet stiliserer han derimod fuldstændigt en del av sig selv (s. 78). Det indrømmes dog, at Plinius som den lærde mand, han var, ikke kunne skrive anderledes; Plinius kunne altså ikke skrive breve! Hver især repræsenterer Sherwin-White og Luck de to hovedretninger i pliniusforskningen, den ”dokumentaristiske” og den ”litteraristiske”. Sidstnævnte var populær tidligere, mens førstnævnte er blevet mere populær i de senere år. Sherwin-White søger ”fakta”, mens Luck understreger tekstens litterære træk, men i bund og grund opererer de med den samme ideologiske (romantiske) modsætning mellem oprigtighed og kunst.

At de plinianske breve i den foreliggende form er et litterært værk, understøttes av flere faktorer:

  • Den udstrakte brug av kunstprosa og raffineret sprog.

  • Enhed i argumentet.

  • Fraværet av referencer til konkret tid og sted.

De fleste forskere mener, at Plinius’ breve nok er opstået som virkelige breve og sendt til adressaterne i en konkret situation, men det betyder dog ikke, at det var i den form, de nu foreligger i. Plinius har sikkert gennemarbejdet dem:

  • Plinius har systematisk elimineret direkte appel til adressaten i vokativ fra de ni første bøger (kun to vokativer er blevet tilbage: 3.10.1, 7.21.1), selv om de er hyppige ikke kun hos Cicero eller Fronto, men også i tiende bog.

  • Plinius har systematisk elimineret referencer til konkret tid og sted.

  • Når Plinius i begyndelsen av brevene refererer til adressatens eget brev, er denne reference ikke sjældent stereotypiseret.

Selv om der uden tvivl er forskel på graden av gennemarbejdning, og nogle breve i deres oprindelige form har været fuldkomment ”litterære”, så er der sikre tegn på denne retractio, og den bevidnes muligvis av Plinius selv.

Hvor de ni første bøger altså efter de fleste forskeres mening foreligger i en revideret version, er tiende bog på flere måder anderledes. Der er en forskellig tone, stil og form. Man kan blot sammenligne den sentimentale og forelskede naturskildring i ep. 5.6 med den kølige og rationalistiske naturudnyttelse i ep. 10.41.

Håndskriftoverleveringen falder i to grene: én, der kun har de ni første bøger, og én, der omfatter alle ti bøger. Den sidste gruppe går tilbage til et parisisk håndskrift fra det 6. århundrede, som vi i dag kun har få sider tilbage av, men som lever videre i avskrifter. I de middelalderlige håndskrifter er tiende bog ganske vist overalt ligeledes gået tabt, så vi må støtte os til de tidligste trykte udgaver og til eftermiddelalderlige håndskrifter gjort på et tidspunkt, hvor Parisinus stadig kunne læses i sin helhed. Denne håndskriftoverlevering er en indikation av, at tiende bog ikke er blevet udgivet sammen med de andre bøger, men først er blevet tilføjet senere i én tradition, og at det muligvis ikke var Plinius selv, der udgav tiende bog. Dette understøttes av, at bogen slutter brat midt i prokonsulatet, og det er derfor tænkeligt, at Plinius endte sine dage i Bithynien.

Funktion

Brevsamlingen som historieskrivning

I det indledende brev skriver Plinius, at han ikke vil præsentere brevene kronologisk, men kun sætte dem sammen, som han falder over dem. At der sandsynligvis er tale om en overdrivelse, for så vidt som de enkelte bøger, ikke bøgerne internt, typisk dækker samme periode, er ligegyldigt. Mere interessant er det, at han på samme sted modstiller brevskrivning med historieskrivning, en modsætning, der hviler på den gamle modsætning mellem historieskrivning, der fortæller tingene i den tilfældige rækkefølge, de skete, og digtning, der tilstræber mening og forståelse, jf. Aristoteles’ Poetik. Paradoksalt kan Plinius’ breve alligevel ses som en slags historieværk. De første ni bøger ad amicos efterfølges av én, ret omfattende, ad Trajanum, hvilket ligner den annalistiske historieskrivnings opdeling i res domi og res foras. Det er en historieskrivning, der bygger på autonome enkeltdele, mosaiksten i et større billede. Lidt ligesom Kallimachos over for det traditionelle fortløbende epos.

Ep. 5.8 er et svar til det trajanske Roms mæcen Titinius Capito, der har opfordret Plinius til at skrive historie. Plinius skriver, at han er fristet, fordi man derved redder dem fra forglemmelse, som fortjener aeternitas og udbreder andres fama sammen med sin egen (§1), og fordi hans onkel havde skrevet historie religiosissime, og det ville være honestissimum at følge hans eksempel (§§4-5). Han avskrækkes imidlertid, fordi han ikke har haft tid til at revidere sine taler til offentliggørelse (actiones ... rescribere), og de derfor risikerer at dø sammen med ham. Han kan ikke gøre begge ting på én gang, for deres emne og stil er diametralt modsatte. Endelig kan han ikke bestemme sig for, om det er bedst at skrive om nær eller fjern historie.

Plinius hævder lidt mærkeligt, at ”historia quoquo modo scripta delectat”. Det står i modsætning til hans påstand om, at historie er en stor genre, der kræver en stor stil. Således skriver han til Tacitus, at den mand er lykkelig, som guderne har undt ”aut facere scribenda aut scribere legenda” (6.16.3). Plinius fremhæver i 5.8 som stilistiske kvaliteter tractus, suavitas og dulcedo (§10), hvilket smiger av Livius. Det kunne altså se ud til, at det, Plinius avviser at kaste sig ud i, er et monumentalt historieværk. Også hans onkelt havde skrevet forholdsvis lange værker.

Hvis man tager i betragtning, at en vigtig grund for Plinius til at skrive historie var at redde dem fra forglemmelse, som fortjente aeternitas (5.8.1), så er det netop, hvad han har sikret med sin brevsamling. Så i stedet for at kaste sig ud i en tidskrævende historia har Plinius valgt en mere attraktiv og praktisk vej, nemlig at skrive om historiske begivenheder i epistolær ramme.

Brevsamlingen som selvbiografi

John Henderson fortolker de to villabreve 2.17 og 5.6 selvbiografisk som en allegori på Plinius’ selvideal: Huset på den stejle høj med udsigten er et billede på homo novus; dets gode ramme for studier er et billede på Plinius’ litterære liv; den mangeartede udsigt er er billede på brevsamlingen; endelig og utvetydigst fortæller Plinius, at buskene i haven er klippet som bogstaver, der staver snart ejerens navn, snart kunstnerens: P.L.I.N.I.U.S., idet den latinske dobbelte betydning av ordet litterae gør, at man også kan sige, at brevene former Plinius’ navn, d.v.s. person, forfatterens jeg.

Nu kunne man mene, siger Plinius, at han er gået for vidt i denne ekfrasis av sit hus, for en forfatter skal holde sig til sit emne. Når Virgil og Homer har lange beskrivelser av våben, gør det ikke noget, for de skriver blot om det, de har sat sig for at skrive om, og det samme gælder for Arats stjernekataloger. Man kan derfor heller ikke beskylde Plinius for overdrivelse, for hans beskrivelse av huset er ikke en ekskurs, men selve hans opgave.

En lignende tolkning kan man underkaste ep. 2.17 om Plinius’ villa ved havet, hvor han gør meget ud av, at sollyset skal kunne trænge ind overalt, ganske som han stræber efter anerkendelse og kejserlig gunst. Midt i denne transparens, mediebevågenhed, skal der være avlukker, der er beskyttet mod alle elementer, ligesom Plinius ved siden av den juridiske og politiske karriere tilstræber et privat rum til sine studier. Fantastisk er Plinius’ beskrivelse (§24), hvordan han vil sidde i dette kammer og læse for sig selv julenat, mens resten av huset fejrer saturnalierne.

Epistolaritet

Matthias Ludolph argumenterer for, at det er Plinius’ appetitus gloriae, der er det primære motiv for hans litterære arbejde, og at privatbrevene er Plinius’ forsøg på at bygge sit ”epistolære jeg” ind i en fortrinsvist litterært projekt. Plinius vil med denne konstruktion opnå anerkendelse og lovprisning. Plinius’ ønske om at inkorporere et positivt selvbillede ind i den epistolære genre er et tegn på en konflikt i hans tid mellem den forældede, men stadig magtfulde republikanske etos, der udsprang av et jagt på personlig ære, og det begrænsede og farlige rum, der var til at opnå denne ære under principatet. Plinius’ paradoksale strategi om ”beskedent” at søge ære - en ære, der desuden var begrænset til det litterære otium - var hans måde at finde et kompromis mellem at promovere et positivt selvbillede i en verden, hvor Princeps dominerede det politiske liv, og at rivalisere for en fremtrædende position i den politiske sfære, der udsatte en offentlig figur for en livstruende misundelse fra hans jævnbyrdige.

Janet Altman har viet en bog til det litterære begreb epistolarity, som hun definerer som ”brugen av et brevs formelle egenskaber til at skabe mening” (Altman, s. 4). Den epistolære diskurs, som det hedder med et fint ord, udspiller sig i et rum mellem et skrivende jeg og et modtagende du. Der er tale om særligt forståelsesrum, der tjener til at konstruere begge implicerede parters identitet og deres relation. Det, som Ludolph ser som et særlig litterært selvrealisationsprojekt, behøver altså for så vidt ikke være litterært, eftersom selvkonstruktion er til stede i et hvilket som helst brev, også det mest ubehjælpsomme hverdagsbrev. Hvis Plinius’ breve adskiller sig fra de breve, vi kender fra papyrus, skyldes det ikke først og fremmest, at hans breve er fiktive og disse genuine, men at hans retoriske skoling gør ham i stand til at lege med den epistolære diskurs på en mere original måde.


Tekst og kommentar

  • Mynors, R. A. B.: C. Plini Caecili Secundi epistularum libri decem. Oxford Classical Texts. Oxford University Press 1963.

  • Andersen, Gunnar: Plinius’ breve. Skrifter udgivet af Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse XIII 17. København: Munksgaard 1966.

  • Sherwin-White, A. N.: The Letters of Pliny. A Historical and Social Commentary. Oxford University Press 1966.

Litteraturkritik (lille udvalg)

  • Ash, Rhiannon: ”Aliud est enim epistulam, aliud historiam ... scribere” (Epistles 6.16.22): Pliny the Historian? Arethusa 36:2 (2003) 211-225.

  • De Pretis, Anna: ”Insincerity,” ”Facts,” and ”Epistolarity”: Approaches to Pliny’s Epistles to Calpurnia. Arethusa 36:2 (2003) 127-146.

  • Henderson, John: Portrait of the Artist as a Figure of Style: P.L.I.N.Y’s Letters. Arethusa 36:2 (2003) 115-125.

  • Luck, Georg: Brief und Epistel in der Antike. Altertum 7 (1961) 77-84.

  • Ludolph, Matthias: Epistolographie und Selbstdarstellung. Untersuchungen zu den ’Paradebriefen’ Plinius des Jüngeren. Classica Monacensia 17. Tübingen: Gunter Narr Verlag 1997.