|
Det romerske intellektuelle miljø var gennemretoriseret. En formel retorisk skoling hørte til borgerskabets uddannelse. Epistolografien var i det antikke lærdomssystem således en selvfølgelig del av retorikken, men blev ikke desto mindre opfattet som en lavere eller mindre udfoldet gren av denne. Den ciceronianske brevstil blev snarere defineret ved fraværet av retoriske figurer og retorisk struktur. Cicero understreger og praktiserer, at det personlige brev skal være uhøjtideligt og hverdagssprogligt. Den samme holdning møder vi i Pseudo-Demetrios’ traktat Om stilen, 223-235 (1. årh. e.Kr.): brevene skal være smykket med kollokvialismer og ordsprog og korte, ligefremme sætninger. Fraværet av en egenskab er dog et stilistisk karakteristikum i sig selv. Når en retoriker som Cicero skriver ligefremt og kollokvialt, er det et bevidst tilvalg; der konstrueres et kunstigt kollokvialt rum, der simulerer fortrolighed mellem forfatter, adressat og læser.
Plinius’ stil beskrives som enkel, men brevene er retorisk komponeret og bærer snarere præg av at være essays med en senere offentliggørelse for øje end efemeristisk kommunikation.[2] Det skal ses i sammenhæng med retorikkens ændrede funktion i kejsertiden, hvor politiske taler er blevet erstattet av deklamationer og prunktaler.[3] Plinius er da også opmærksom på, at brevskrivningen har andre kår i kejsertiden end i republikken på Ciceros tid.[4]
Derimod virker Frontos breve mere pompøse og kunstlede. Det er betegnende, at arkaismer, poetiske ord og etymologiske figurer er hyppige i Frontos egne breve, hvorimod Marcus Aurelius’ svar til ham er præget av kollokvialismer og efterklassisk latin. Moderne kritikere vurderer ikke Frontos litterære talent synderlig højt. Hans manieristiske stil bliver opfattet som unaturlig og påklistret, og han beskrives som en filolog snarere end en belletrist. Denne kritik er blevet fremsat enstemmigt, siden brevene blev genopdaget i en palimpsest 1815, og er stadig fremherskende i van den Houts nye kommentar.[5]
I den eneste egentlige monografi om det romerske brev, Hermann Peter, Der Brief in der römischen Litteratur, fra 1901, beskrives Fronto som ”unfähig zu neuen schöpferischen Gedanken und doch in seiner Eitelkeit bemüht aufzufallen und die Augen auf sich zu ziehen” (s. 124). Plinius bliver ikke rakket så kraftigt ned, men det slås dog fast, at han ikke var en stor begavelse (s. 101). Cicero lever derimod ifølge Peter fuldt op til brevskrivningens ideal. Hele fremstillingen er således gennemsyret av det Gellert’ske naturlighedskrav.[6]
Kan det virkelig være rigtigt, at det 2. århundredes største latinske retoriker, der i samtiden og efterfølgende blev sat på lige linie med Cicero (Eumenius, Pan Lat. 8.14), skulle have haft så dårlig fornemmelse for god stil? Eller lægger de moderne kritikere ganske enkelt utidssvarende og forkerte kriterier til grund for deres bedømmelse? En vigtig årsag til den hårde bedømmelse av Fronto er uden tvivl, at hans brevstil - i modsætning til Ciceros - lægger sig efter den høje stil (jf. retorikkens tre stillejer). Det pompøse sprog står således i grel modsætning til det moderne ideal om naturlighed.
Fronto skal ses i forbindelse med Den anden Sofistik. Hans arkaiserende latin modsvarer de græske forfatteres atticisme.[7] I striden mellem filosofi og retorik, der havde verseret siden Platon, står Fronto desuden avgjort på retorikkens side. Den franske kritiker Pascal Quignard gør ham således til grundlægger av den antifilosofiske litterære kritik.[8] Set i dette lys er Frontos antikvariske stil ikke udslag av filologisk mangel på sensibilitet, men en bevidst stillingtagen for den håndgribelige verden og imod metafysiske postulater.
I senantikken griber Symmachus (ca. 345 - 402 e.Kr.) tilbage til det ciceronianske brevideal og anlægger en ligefrem og enkelt stil. De senantikke manualer er ligeledes enige om at foreskrive en umiddelbar og klar stil (f.eks. Julius Victor). "Umiddelbarhed" og "naturlighed" er dog ikke mindre kunstige stilgreb end "ophøjethed". Den enkle ciceronianske stil, der foreskrives i senantikkens (og renæssancens) epistolografi, er tillært og ligger for så vidt ikke dagligsproget mindre fjernt end Frontos arkaiserende stil.[9]
Der findes en omfattende litteratur om Ciceros og Plinius’ korrespondancer, men der eksisterer som sagt ikke en nyere sammenfattende monografi om det romerske brev, selv om der er tale om en central genre i den latinske litteratur. Man er stadig henvist til Peters idiosynkratiske værk fra 1901 (eller Sykutris’ summariske Pauly-Wissowa-artikel fra 1931). Manglen hænger for en vis del sammen med, at brevet ikke blev fundet værdig til en selvstændig behandling i den klassiske retorik. Cicero reflekterer kun sporadisk over epistolografien i sine breve, og Quintilian nævner kun brevenes stil til et enkelt sted i Institutiones oratoriae (9.4.19). Det er betegnende, at epistolografien ikke nævnes i Kennedy.[10] Egentlige håndbøger i brevskrivning kendes først fra udgangen av oldtiden og i middelalderen, hvor genren nød større prestige (hvortil genrens centrale stilling i Ny Testamente bidrog).
Når et brev eller en tale, der begge er situationsbundne kommunikationsformer, bliver udgivet, bliver de til litteratur og ændrer dermed karakter og funktion. Cicero og Fronto har sandsynligvis ikke selv forestået en publicering av deres korrespondancer. Cicero taler imidlertid selv om, hvordan han lader andre skrive sine breve av, og opfordrer sin adressat til at gøre det samme (ad Att. 8.9.1), og han taler eksplicit om muligheden av en egentlig offentliggørelse (ad Att. 16.5.5 - et år før sin død).
Det er min tese, at forfatterne har forudsat, at brevene ikke kun ville blive læst av adressaten, og dermed i kompositionen og formuleringen har tænkt ud over den foreliggende situation. I hvilket omfang det overleverede brev stemmer overens med det sendte brev, kan ikke efterprøves, og det er for så vidt også sagen uvedkommende. I kraft av sin masseoffentliggørelse er korrespondancen - og talen - blevet et selvstændigt litterært værk og har derfor krav på at blive analyseret som sådant.[11] Man kan således tale om, at ligesom der sker en tiltagende retorisering av litteraturen, sker der også en tiltagende litterarisering av retorikken.
Brevene kan ses som en slags optræden, en selviscenesættelse. Når Cicero eller Fronto f.eks. skriver om deres diarré eller podagra, skaber brevet en kunstig privatsfære, der gør den fraværende nærværende og nedbryder tærsklen mellem privat og offentligt. En topos i det antikke brev er netop den virtuelle tilstedeværelse og den virtuelle samtale.[12] Det histrioniske eller performative aspekt knytter an til moderne retorisk teori, ifølge hvilken den romerske retorik kan anskues som et selvrealisationsprojekt .[13] Brevene er et tydeligt udtryk for den dannede romers næsten moderne selvoptagethed.
Jeg vil analysere de tre klassiske korrespondancer: Cicero, Plinius og Fronto. Arbejdet vil tage udgangspunkt i bredt udvalgte og repræsentative eksempler fra de tre forfatteres brevsamlinger, og der vil blive lagt vægt både på at belyse de enkelte forfatteres egenart og på at beskrive, hvad der er typisk for genren under ét.
Der vil ikke være tale om en traditionel komparativ stilistisk analyse. I stedet vil jeg undersøge, hvordan de hver især forholder sig til det klassiske retoriske system, som det er foreskrevet hos Cicero og Quintilian; hvordan det enkelte brev er struktureret eller netop ikke er struktureret i forhold til det retoriske skema; og hvordan valget er bestemt av den situation og den adressat, brevet foregiver. En ofte gengivet doktrin i epistolografien er netop, at et brev skal være nøje tilpasset både situationen og sin adressat (f.eks. Cic., ad fam. 2.4.1; Ps.-Dem., Peri herm., §234). Jeg vil undersøge, om og hvordan de udvalgte forfattere imødekommer dette krav.
Jeg vil også undersøge, i hvilket omfang brevene som udgangspunkt ud fra den foreliggende retoriske struktur virkelig er rent private, eller om de bærer præg av fra begyndelsen at være tænkt for en bredere offentliggørelse; hvordan referencer til forfatterens og adressatens fælles virkelighed ekspliciteres eller ikke ekspliciteres. Jeg forestiller mig at inddrage diskursanalyse, herunder udsigelsesanalyse og talehandlingsteori, for dermed at avdække den underliggende konflikt mellem offentlighed og privathed og mellem stiliseret naturlighed og blotlagt retorik.
Anmærkninger
[1] J. Sykutris, RE Suppl. 5 (1931) 200-5.
[2] A. Weische, ANRW II 33.1 375-386.
[3] J. Fafner, Tanke og tale, 1982, 87-102.
[4] M. Lausberg, Zeitschrift für Gymnasialpädagogik 37 (1991) 82-100.
[5] Brill 1999. Denne kommentar er en monstrøs ophobning av både interessante og trivielle iagttagelser uden det mindste tilløb til syntese (jf. den sønderlemmende recension i BMCR 2000.07.26).
[6] C.F. Gellert, Briefe, nebst einer praktischen Abhandlung von dem guten Geschmacke in Briefen, 1751.
[7] E. Norden, Die antike Kunstprosa, 1909, I 361-367.
[8] P. Quignard, Rhétorique spéculative, 1995.
[9] G. Haverling, Studies on Symmachus’ Language and Style, 1988, 256.
[10] G. Kennedy, The Art of Rhetoric in the Roman World 300 B.C.-A.D. 300, 1972.
[11] Jf. også G.O. Hutchinson, Cicero’s Correpondence, 1998).
[12] K. Thraede, Grundzüge griechisch-römischer Brieftopik, 1970, 27-47.
[13] K. Hvidtfelt Nielsen, The Ideal Critic: Ciceronian rhetoric and Contemporary Criticism, 1995.
|